erindringsprojekt

Gå på opdagelse i andres erindringer


”Jeg kan huske – Guldborgsund” er et rigtig godt eksempel på, hvordan man ved at sammenkæde fine personlige fortællinger med konkrete fysiske steder på en ny og anderledes måde får videregivet erindringer i en form, der ikke kan undgå at bevæge os og gøre os endnu mere bevidste om, hvor mange spændende historier der gemmer sig, når vi løfter blikket og interesserer os endnu mere for hinanden.”

Sådan lød det fra Udvalgsformand for Kultur, Turisme og Bosætningsudvalget Martin Lohse, da Culthus afholdt premieren på erindringsprojektet “Jeg kan huske – Guldborgsund” for alle projektdeltagerne fredag d. 16. december på Nykøbing F Teater. Her kunne deltagerne for første gang se et af resultaterne af projektet – en film bygget op af deltagernes egne fortællinger og erindringer skabt i samspil med dokumentarist Ketil Teisen og komponist Hans Sydow.

Om projektet
Erindringsprojektet “Jeg kan huske – Guldborgsund”, der kørte hen over sensommeren, er bygget op omkring otte forskellige workshops med 170 forskellige deltagere lige fra skoleelever til flygtninge og ældre. Alle deltagere er gået på opdagelse i deres lokale verden og fortæller hver deres bid af landsdelens historie bygget på deres egne oplevelser. Resultatet af projektet er foruden dokumentarfilmen, en e-bog med alle deltagernes erindringer samt en soundwalk, som du via din smartphone eller tablet kan benytte dig af.

Dokumentaren
Dokumentarfilmen ”Jeg kan huske – Guldborgsund” varer ca. 16 minutter og er en videofortælling med et udvalg af de historier, lydoptagelser og billedmateriale der er indsamlet i løbet af de otte workshops.

Du kan se filmen her

Soundwalken
I løbet af efteråret komponerede Hans Sydow deltagernes historier og lydene omkring dem sammen til et offentligt tilgængeligt landskab af lyde og fortællinger, som du kan opleve via en gratis app – “Jeg kan huske – Guldborgsund” Soundwalken. Alle kan med deres egen smartphone/tablet og et sæt hovedtelefoner med andre ord gå på opdagelse i Guldborgsund kommune.

Læs mere om app’en og hvordan du henter den her

E-bogen
Undervejs er det også blevet til en flot e-bog med alle de medvirkendes historier. Grafisk designer Christina Ann Sydow har sørget for, at alle historierne er blevet dokumenteret og samlet.

Se e-bogen

Deltagere i projektet
Projektet er skabt i samarbejde med CultHus, RESONANCE.DK v/ komponist Hans Sydow, dokumentarist Ketil Teisen og grafisk designer Christina Ann Sydow. Deltagerne i projektet består blandt andet af en masse lokale folkeskoleelever; 4. klasse fra Nørre Alslev Skole, 5. klasse fra Lindeskovskolen, 7. klasse fra Nysted skole og 8. klasse fra Sophieskolen. Derudover deltager unge flygtninge fra Guldborgsund Sprog og Integrationscenter, unge fra Klub Solstrålen, ældre fra Plejecentret Solgården og Plejecentret Helenehusene.

Projektet og soundwalken relanceres op til turistsæsonen 2017, så vores turister også får mulighed for at stifte bekendtskab med projektet, se dokumentarfilmen, gå turen og høre de 40 historier, som er med i Soundwalken.

Projektet er støttet af Guldborgsund Kommune ved Bobleriet, Statens Kunststyrelse og CultHus.