IMG_3707_1

Bobleriet efterspørger gode ideer


Efter et år spækket med lærerige, udviklende aktiviteter med alt fra dramaundervisning og præsentationsteknik til emneuger om sundhed og billedkunst med stof til eftertanke, er Guldborgsund Kommunes kulturelle satsning Bobleriet igen klar til at tage hul på et år med nye, spændende og dannende aktiviteter primært for børn og unge.

Torsdag aften blev der fortalt vidt og bredt om mulighederne for økonomisk støtte på Rådhuset, da kommunen inviterede borgere og foreninger indenfor til en snak om tilskudspuljer. Interessen for puljerne var stor – også til informationsmødet om Bobleriet, hvor mødelokalet var fyldt.
Her fortalte tovholder på Bobleriet Allan Gardersøe om og opfordrede de fremmødte til at inkludere Bobleriet, når de tænker lærerige og dannende aktiviteter til børn og unge. Og kodeordet er netop dannelse:

”Vi vil rigtig gerne høre jeres ideer. Det bærende element skal bare være det dannende. Det vigtige er ikke så meget resultatet, men mere processen, hvor børnene rykker sig og udvikler sig til glade, aktive, og bevidste borgere i vores samfund”, lød det undervejs fra Allan Gardersøe, der gerne så, at Bobleriet var noget, man i fremtiden kunne gå til lige som så mange andre aktiviteter.

Alle kan søge midler
Det var især foreninger og institutioner, der var mødt op, men alle kan som udgangspunkt søge midler hos Bobleriet. Sidder du med en god idé til et Bobleri-projekt, så er det bare med at få sendt en ansøgning af sted. Du kan læse meget mere om tidligere aktiviteter og om, hvordan du søger midler her på hjemmesiden.

Bobleriets budget er på knapt 500.000 kr. og ansøgninger behandles løbende.